Forskellige noter:

Strøm er der kun et par timer om morgenen og om aftenen.
Lyset går ud af og til så man skal altid have en lommelygte med.  Hoteller og forretninger har en generator,  som bruges når der bliver slukket for strømmen. Så vi skulle bade på bestemte tider hvis vi ville have et varmt bad. Hvis der da var varmt vand i hanerne for det var der ikke altid selv om der var strøm. Generatorerne larmer og oser udenfor husene. På et af hotellerne var generatoren lige uden for mit værelse, så det var umuligt at sove før kl. 23, hvor der blev slukket for den.  

Bilerne er gamle og importeres fra Thailand. Man kører i højre side af vejen men rattet sidder i høre side. I busserne er der en hjælpechauffør, der sidder i venstre side og holder øje med, hvornår der kan overhales.

Benzinen er rationeret. 4 liter pr. dag og koster ca. 3 kr./l. Det er prisen på de statsejede benzinstationer, som kun ligger i de større byer.
Derudover må der købes på det private marked og til en helt anden højere pris.

Man må ikke fotografere i lufthavne,offentlige bygninger,  militær, politi, offentlige benzinstationer.
Man må ikke nærme sig Aung San Suu Kyis hus og ikke tage billeder af huset, heller ikke på lang afstand. Dette var jo før hun blev løsladt fra sin husarrest, mon ikke det er anderledes nu, hvor hun er blevet løsladt?

At det også var forbudt at fotografere ambassader var jeg ikke opmærksom på, eller tænkte ikke lige på det,  før jeg og de andre i gruppen, på lang afstand, tog et foto af den amerikanske ambassade i Yangon. Det blev set af civile vagterog lokalguiden fik en påtale. Men vi beholdt billedet i kameraet.

Det er ikke turisten, der får en påtale, men den lokale guide. Det er guidens opgave, at fortælle turisterne om reglerne og bliver reglerne overtrådt, har guiden ikke gjort sit arbejde godt nok.
 

25. februar 2010 - Yangon - Kyaning Tong

Dagen foregår mest i luften med ”kage-ekspressen” som vi kaldte indenrigsflyet. Man får intet sædenummer, man sætter sig hvor man vil, flyet fungerer som en slags rutebil. Vi skulle til Kyaing Tong i den ”Gyldne trekant” på grænsen til Kina, Laos og Thailand. Vi havde vist 3 mellemlandinger undervejs og når flyet mellemlandede i lufthavne skulle vi blive siddende men løsne sikkerhedsselen. Selv om en tur måske kun tog 30-45 minutter blev der serveret et eller andet og som regel 2 kager og juice eller kaffe, derfor "kageexpressen". Efter 4 ture havde man fået kager nok.
For at huske hvor vi havde mellemlandet tog jeg et foto af lufthavnen, eller de første 2, så kom jeg i tanker om at det jo var forbudt at fotografere i lufthavne. Jeg sad på 2. række og en stewardesse sad for enden af midtergangen under landingen. Jeg blev lidt svedig for havde hun set det! Men der skete ikke noget. 

Kyaing Tong var forbudt område for udlændinge frem til midten af halvfemserne. Dengang blev stedet forbundet med narkotikahandel, guerillakrig. I området er der mange farverige etniske minoritetsgrupper. Der er indgået våbenhvile mellem militærregeringen og de fleste etniske oprørsgrupper i området, men det er stadig ikke tilladt for udlændinge at overnatte ude i landsbyerne. Så de næste 3 dage, hvor vi skal vandre ud til landsbyerne, hvor de etniske minoritetsgrupper bor, tager vi tilbage til hotellet.

fotos
 

26. februar 2010 - Besøg i minoritetslandsby

Vi skulle besøge 2 landsbyer, hvor der bor folk fra den etniske gruppe Akha. Vi kørte den første del i bus og gik den sidste del op til landsbyerne. På køreturen skulle vi passere flere checkpoints hvor der skulle afleveres en liste med alle personer og betales et beløb pr. person.

De etniske grupper har deres egen specielle klædedragt, sprog og skikke. De dyrker højlandsris og grøntsager ved svedjebrug d.v.s. træer og beplantning brændes af, asken gøder jorden og næste år brænder man et nyt stykke land af.

I programmet for turen stod, at vi skulle tage ting med som gave og noget de manglede, bl.a. papir og blyanter. Jeg havde taget en del papir, blyanter og spritpenne også lidt slik med og tog en del af det med til landsbyen.

Jeg havde ikke taget så meget med, da der var skoleferie, så det var bedre, at gemme til senere. Det kom jeg til at fortryde, for på vejen op til landsbyen kom vi forbi en børnehave. Jeg har mange gange fortrudt, at de ikke fik alt papir og blyanter i børnehaven. De kunne virkelig have haft gavn af tingene. Helt anderledes end børnene i en landsby, som vi besøgte et par dage senere. De var analfabeter og vidste ikke hvad papir var.

Den lokale guide havde spurgt i landsbyen om vi måtte komme og hvad de manglede. Vi måtte gerne komme og det de manglede mest var sæbe, vaskepulver og panodiler. Det havde guiden købt for penge vi havde indbetalt. Der var nogle mænd med til at slæbe gaverne og vores frokost. Desuden havde den lokale guide meget forskelligt medicin i sin taske så han kunne hjælpe med medicin for forskellige sygdomme.

Det var et mareridt at uddele papir og blyanter for bedst som man troede, at der var nok til de få stykker, der stod omkring så myldrede det frem fra alle sider med børn, der strakte deres beskidte hænder frem.

 I de 2 landsbyer havde de ingenting, som de ville sælge til os. Kun en gammel kvinde havde et par beskidte benvarmere og en lige så beskidt hue, som hun ville sælge.

Metallet på kvindernes hue og smykkerne er sølv, familiens formue. Kvinderne sover med huen på. I huen er der monteret en nål eller kløpind. Den kan de stikke op under huen og klø med.

Udenpå den korte nederdel har kvinderne et forklæde eller taske. Den er lidt tung på grund af perlerne. Formålet med forklædet er, at holde nederdelen nede så den ikke blæser op af vinden. De har nemlig ingen underbukser på under nederdelen. Det minder lidt om den skotske kilt med en taske foran og det siges jo, at de heller ikke har underbukser på!

Vi var så ”heldige” at der var forberedelse til en begravelse i landsbyen. Manden, der var død, var 88 år gammel og han var død for et par dage siden. Begravelsen skulle først være om nogle dage, da slægtninge fra andre landsbyer skulle nå frem. Den dag vi var der, blev kisten hugget ud af en træstamme og som form af en båd. Der var også blevet slagtet en gris til festen for hele landsbyen. En shaman fra nabolandsbyen var kommet og sad og messede hele tiden.

Vi blev inviteret inden for i huset, hvor den døde man havde boet. Man skal altid tage sko og strømper af. På turen blev der uddelt store mængder vådservietter, som vi tørre fødderne med når vi skulle have skoene på igen.

Jeg blev inviteret på te. Jeg var nu lidt bange for at drikke vandet, men det ville være uhøfligt at sige nej tak. Vandet var nu også kogende så bakterierne var sikkert dræbt og det gav da heller ingen problemer. Så jeg sad og drak te sammen med mændene mens den døde lå indpakket ved siden af!

I denne minoritetsgruppe kan et par må kun blive gift med hinanden hvis de ikke er beslægtede 7 generationer tilbage. En ung mand får 1 måned til at søge sig en kone rundt omkring i nabolandsbyerne. Når hun og familien har accepteret følges de sammen til fester inden de flytter sammen for en tid. Når hun er blevet gravid går hendes familie til hans landsby og kræve, at han skal vedstå, han er faderen. Først da bliver de gift og pigen følger med manden til hans familie. De 2 første sølvmønter til huen får hun af manden. Mønterne sys i huen foran på  huen og hænger ned i panden.

Mænd og kvinder sover adskilt. Hvis kvinden vil have besøg af manden, laver de en aftale og hun sætter en kvist under stedet hvor hun sover. Manden tager kvisten og stikker op gennem bambus gulvet. Hun kommer ned og de går til elskovshuset, der ligger lidt afsides.

Hvis den 1. kone ikke får en dreng ud af 3 børn må manden gifte sig egen. Det er kvinden, der vælger kone nr. 2. Hvis den anden kone heller føder en dreng ud af 3 børn må manden gifte sig en tredje og sidste gang. Den 3. og sidste kone vælges af de to første koner.

Indtil for 30 år siden blev handicappede og tvillingebørn dræb. Man mente, at de var forheksede og forældrene skulle stene og stikke i dem indtil de døde. Forældrene blev sendt ud af landsbyen. Det var jo så forfærdelig at gøre så da der for blev oprettet hjælpestationer rundt omkring af udenlandske organisationer blev der afleveret mange tvillingebørn og der.

For en del år siden skulle der dryppes blod fra en sort hund i stolpehullerne, når man skulle bygge et nyt hus for at bringe held. Nu bruger de blod fra en gris eller ko. 

På hotelllerne var der som regel en engangstandbørste og tandpasta, en kam og et stykke sæbe. Det tog vi hver morgen med på turen og gav til nogle i stammelandsbyerne.

fotos
filmklip hvor børnehavebørnene synger (152.700 Mb)

 

27. februar 2010 - Til den kinesiske grænse

Efter programmet skulle vi vandre til en anden etnisk landsby men den lokale guide foreslog, at vi i stedet kørte til den kinesiske grænse i Speciel Region nr. 4. Regionen er Burmesisk men fungerer som kinesisk og der betales med kinesiske penge.

Det skulle være sikkert nok for tiden, der er uro en gang imellem og så bliver grænsen lukket så man ikke kan komme ud af regionen igen. Det ville jo ikke være så rart. Den lokale guide havde tjekket forholdene og det skulle være sikkert nok at køre derop.

Der var ikke fuld tilslutning til turen, nogle ville gerne vandre til endnu en minoritetslandsby, som var planen, efter programmet. Det endte med, at begge ture blev gennemført. Jeg tog med på turen til den kinesiske grænse. Det lød spændende selv om det var en køretur på 4 timer hver vej på meget hullede veje.

Det viste sig også at være en besynderlig oplevelse.

Guiden skulle vide dagen før om vi ville af sted for han skulle have lavet en masse papirarbejde til de checkpoints vi skulle igennem. Først skulle vi tjekke ud af Kentung, hvor vi boede. Det skal alle udlændinge. Ved de mange tjekpoints undervejs, blev vi talt, så antallet stemte med det der var noteret i papirerne. Og betalt en afgift pr. person. Samme procedure på tilbageturen og tjekke ind i byen igen.

 I regionen er kasinospil tilladt. Kasinoerne er flyttet til dette område fra området ved Kyaning Tong, hvor vi boede. Her var det tidligere tilladt med kasino, men nu er det forbudt.

Byen, vi besøgte lå helt op til den kinesiske grænse og bestod næsten kun af kasinoer. Alt i byen er kinesisk. Der er masser af store nye biler, som kun koster ca. 2500 $. Bilerne kører på kinesiske nummerplader.

Vi var inde at kigge i et kasino, hvor vi ikke måtte fotografere. Det er mest kinesere, der kommer over grænsen for at spille. Ved et af bordene var mindste indsats 3000 $, d.v.s. mere end hvad en ny stor bil koster. Jeg kiggede på et spil hvor en mager, noget usselt udseende mand spillede. Han spillede måske for en anden. Han vandt et enormt beløb og proppede penge i lommer og poser. Det så ud som om han var ved at pakke sammen og gå men blev så grebet af det nye spil og pengene kom op af lommer og poser igen og satset og i løbet af 1 minut var alt tabt igen.

Folk i lokalet kiggede noget på os. ”American” var der en der sagde. Vi blev spurgt om vi ville spille med men vi takkede vist meget klogt, nej.

I byen er der et museum for udryddelse eller reduktion i brugen af narkotika.

fotos
 

28. februar 2010 - Besøg i minoritetslandsbyer

Denne dag skulle vi igen vandre ud til en landsby, hvor minoritetsgruppen An-folket bor.

De mødte de første andre mennesker for 30 år siden. I den ene landsby har intet skriftsprog, al viden overføres mundtligt. Børnene går ikke i skole. Men jeg havde jo fyldt rygsækken med papir og blyanter. Igen ærgrede jeg mig over, ikke at de havde fået det hele med til  børnehaven, vi besøgte for et par dage siden. På den anden side kunne de jo så se, at der var noget, det hed papir og se at det var noget man kunne skrive på. Jeg viste også nogle af børnene hvordan man skriver på papiret men det virkede vist ikke ret meget for meget af papiret blev revet i stykker og smidt op i luften.

Det var også et mareridt at uddele, for bedst som jeg troede, at der var nok til de børn, der var omkring mig så myldrede det frem fra alle sider med børn, der strakte deres beskidte hænder frem.

Kvinderne syr mange ting. Stoffet farver de med plantefarve, men farverne bliver ikke fikseret, så de falmer og mister meget af farven i vask. 

Én gang om året og ved fuldmåne holdes der en fertilitets festival hvor unge og gifte, der ikke har fået børn undervises. I det hellige hus trommes på trommen. Det er kun mænd, der må slå på trommen. En shaman kalder ånderne frem. Der ofres en ko. På en plads udenfor er der praktisk undervisning i hvordan man får børn! 

Når de er gifteklare skal de have sort tænder. Det får de ved at tygge betelnødder og ved at brænde betelnødder og blade i et bål og samle røgen i en ske, der bliver holdet over bålet. Denne ”creme” bliver smurt på tænderne.

Hvis risen ikke vil gro satte man for indtil 1970, et menneskehoved på en stang, i rismarken. Nu bruges et ko hoved.

En mands status afhænger af hvor mange børn han har, og hvor meget ris han dyrker.

På vejen ned fra landsbyen var vi ved at blive svedet af, da man var i gang med at brænde land af til næste dyrkning (svedjebrug). Vi så flere gange om aftenen, at der blev brændt af oppe i bjergene.

fotos
filmklip af kvinde, der syr (46.400 Mb)
 

1. marts 2010 - Kyaing Tong - Inle-søen

Om formiddagen tager vi på markedet i Kyaing Tong.  Her kommer de forskellige etniske grupper for at sælge deres produkter og købe deres daglige fornødenheder.

Så et par templer og Buddha statuer mere samt et kæmpe træ plantet i år 1115, 340m højt, 11,9m i omkreds.

Senere på dagen flyver vi igen med indenrigsflyet "kage-expressen" med et par mellemlandinger undervejs til Shan-staten og Inle-søen, som vi skulle ud at sejle på næste dag.

fotos