|
Burma/Myanmar 23. februar - 9. marts 2010 med Viktors Farmor
Endnu engang - bedre sent end aldrig! Så her er billeder og notater fra den store oplevelse at besøge det ellers så lukkede land Burma. Turen var egentlig planlagt til, at gå den modsatte vej rundt, men på grund af, at indenrigsruterne var blevet ændret, som de så ofte gør, fløj vi først op til Kyaing Tong ved kinesiske grænse. |
|
|
Strøm
er der kun et par timer om morgenen og om aftenen. Bilerne er gamle og importeres fra Thailand. Man kører i højre side af vejen men rattet sidder i høre side. I busserne er der en hjælpechauffør, der sidder i venstre side og holder øje med, hvornår der kan overhales.
Benzinen er rationeret. 4
liter pr. dag og koster ca. 3 kr./l. Det er prisen på de statsejede
benzinstationer, som kun ligger i de større byer.
Man må ikke fotografere i
lufthavne,offentlige bygninger, militær, politi, offentlige
benzinstationer. At det også var forbudt at fotografere ambassader var jeg ikke opmærksom på, eller tænkte ikke lige på det, før jeg og de andre i gruppen, på lang afstand, tog et foto af den amerikanske ambassade i Yangon. Det blev set af civile vagterog lokalguiden fik en påtale. Men vi beholdt billedet i kameraet.
Det er ikke turisten, der får en
påtale, men den lokale guide. Det er guidens opgave, at fortælle
turisterne om reglerne og bliver reglerne overtrådt, har guiden ikke
gjort sit arbejde godt nok. |
|
|
![]() ![]() ![]() ![]() |
24. februar 2010 - ankomst til Yangon (tidligereRangoon) Vi var en gruppe på 12 personer. Vi mødtes i Kastrup og fandt her ud af, hvem de fleste andre i gruppen var. Nogle kendte hinanden fra andre ture, der var også én jeg tidligere havde mødt på turen til Laos og Cambodia. Vores danske rejseleder Astri skulle vi først møde i lufthavne i Yangon, hvor hun bor. Alletiders rejseleder, som kunne fortælle meget om forholdene i Burma. I lufthavnen mødte vi også den ene af de lokale guider, som altid fulgte os. De lokale guider er meget veluddannede og taler godt engelsk. De fortæller også meget om landet - det, de må fortælle for der var sikkert meget, vi ikke fik fortalt. Med i flyet fra Bangkok til Yangon var der en flok på omkring 20 unge mænd. De sad samlet, havde ingen håndbagage og så meget forskræmte ud. Vi snakkede om, at det lignede flygtede Burmesere , der var på vej retur fra Thailand. Det var det nok også. Vi kunne se, at de fik at vide af stewardesserne, lige inden landingen, at de skulle blive siddende. En i vores gruppe, spurgte en stewardesse hvad det var for nogle unge mænd. Stewardessen lod som om, at hun ikke kunne forstå hvad, der blev spurgt om. Det kunne hun nu godt, men det var vist ikke noget hun ville eller måtte svare på. Efter den oplevelse blev jeg da endnu mere overbevist om, at der nok var overvågning og betjente og militær overalt. Det viste sig nu ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke uniformerede. Men overvågning var der, for hvis vi fotograferede og det blev set, fik lokalguiden en påtale. Ikke turisten men lokalguiden, som ikke havde fortalt, at det måtte vi ikke. I lufthavnen i Yangon skulle vi gennem en række pulte, hvor pas, indrejsepapirer og visum blev tjekket og stemplet. De fleste af lufthavnsbetjentene var kvinder. Vi besøger den enorme Shwedagon pagode, der er belagt med mange ton guld og 5448 diamanter og 2317 rubiner. I toppen er der en diamant, som man har beregnet til at være 76 karat eller 15 gram. Pagoden er 100 m høj og 2500 år gammel. Som i alle pagoder skal man tage sko og strømper af ved indgangen.
|
|
|
|
![]() ![]() ![]() |
25. februar 2010 - Yangon - Kyaning Tong
Dagen foregår mest i luften med
”kage-ekspressen” som vi kaldte indenrigsflyet. Man får intet sædenummer,
man sætter sig hvor man vil, flyet fungerer som en slags rutebil. Vi skulle
til Kyaing Tong i den ”Gyldne trekant” på grænsen til Kina, Laos og
Thailand. Vi havde vist 3 mellemlandinger undervejs og når flyet
mellemlandede i lufthavne skulle vi blive siddende men løsne
sikkerhedsselen. Selv om en tur måske kun tog 30-45 minutter blev der
serveret et eller andet og som regel 2 kager og juice eller kaffe, derfor "kageexpressen".
Efter 4 ture havde man fået kager nok. Kyaing Tong var forbudt område for udlændinge frem til midten af halvfemserne. Dengang blev stedet forbundet med narkotikahandel, guerillakrig. I området er der mange farverige etniske minoritetsgrupper. Der er indgået våbenhvile mellem militærregeringen og de fleste etniske oprørsgrupper i området, men det er stadig ikke tilladt for udlændinge at overnatte ude i landsbyerne. Så de næste 3 dage, hvor vi skal vandre ud til landsbyerne, hvor de etniske minoritetsgrupper bor, tager vi tilbage til hotellet.
|
![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() ![]() |
De etniske grupper har deres egen specielle klædedragt, sprog og skikke. De dyrker højlandsris og grøntsager ved svedjebrug d.v.s. træer og beplantning brændes af, asken gøder jorden og næste år brænder man et nyt stykke land af. I programmet for turen stod, at vi skulle tage ting med som gave og noget de manglede, bl.a. papir og blyanter. Jeg havde taget en del papir, blyanter og spritpenne også lidt slik med og tog en del af det med til landsbyen.
Jeg havde ikke taget så meget med, da der
var skoleferie, så det var bedre, at gemme til senere. Det kom jeg til at
fortryde, for på vejen op til landsbyen kom vi forbi en børnehave. Jeg har
mange gange fortrudt, at de ikke fik alt papir og blyanter i børnehaven. De
kunne virkelig have haft gavn af tingene. Helt anderledes end børnene i en
landsby, som vi besøgte et par dage senere. De var analfabeter og vidste
ikke hvad papir var. Det var et mareridt at uddele papir og blyanter for bedst som man troede, at der var nok til de få stykker, der stod omkring så myldrede det frem fra alle sider med børn, der strakte deres beskidte hænder frem. I de 2 landsbyer havde de ingenting, som de ville sælge til os. Kun en gammel kvinde havde et par beskidte benvarmere og en lige så beskidt hue, som hun ville sælge. Metallet på kvindernes hue og smykkerne er sølv, familiens formue. Kvinderne sover med huen på. I huen er der monteret en nål eller kløpind. Den kan de stikke op under huen og klø med. Udenpå den korte nederdel har kvinderne et forklæde eller taske. Den er lidt tung på grund af perlerne. Formålet med forklædet er, at holde nederdelen nede så den ikke blæser op af vinden. De har nemlig ingen underbukser på under nederdelen. Det minder lidt om den skotske kilt med en taske foran og det siges jo, at de heller ikke har underbukser på! Vi var så ”heldige” at der var forberedelse til en begravelse i landsbyen. Manden, der var død, var 88 år gammel og han var død for et par dage siden. Begravelsen skulle først være om nogle dage, da slægtninge fra andre landsbyer skulle nå frem. Den dag vi var der, blev kisten hugget ud af en træstamme og som form af en båd. Der var også blevet slagtet en gris til festen for hele landsbyen. En shaman fra nabolandsbyen var kommet og sad og messede hele tiden. Vi blev inviteret inden for i huset, hvor den døde man havde boet. Man skal altid tage sko og strømper af. På turen blev der uddelt store mængder vådservietter, som vi tørre fødderne med når vi skulle have skoene på igen. Jeg blev inviteret på te. Jeg var nu lidt bange for at drikke vandet, men det ville være uhøfligt at sige nej tak. Vandet var nu også kogende så bakterierne var sikkert dræbt og det gav da heller ingen problemer. Så jeg sad og drak te sammen med mændene mens den døde lå indpakket ved siden af! I denne minoritetsgruppe kan et par må kun blive gift med hinanden hvis de ikke er beslægtede 7 generationer tilbage. En ung mand får 1 måned til at søge sig en kone rundt omkring i nabolandsbyerne. Når hun og familien har accepteret følges de sammen til fester inden de flytter sammen for en tid. Når hun er blevet gravid går hendes familie til hans landsby og kræve, at han skal vedstå, han er faderen. Først da bliver de gift og pigen følger med manden til hans familie. De 2 første sølvmønter til huen får hun af manden. Mønterne sys i huen foran på huen og hænger ned i panden. Mænd og kvinder sover adskilt. Hvis kvinden vil have besøg af manden, laver de en aftale og hun sætter en kvist under stedet hvor hun sover. Manden tager kvisten og stikker op gennem bambus gulvet. Hun kommer ned og de går til elskovshuset, der ligger lidt afsides. Hvis den 1. kone ikke får en dreng ud af 3 børn må manden gifte sig egen. Det er kvinden, der vælger kone nr. 2. Hvis den anden kone heller føder en dreng ud af 3 børn må manden gifte sig en tredje og sidste gang. Den 3. og sidste kone vælges af de to første koner. Indtil for 30 år siden blev handicappede og tvillingebørn dræb. Man mente, at de var forheksede og forældrene skulle stene og stikke i dem indtil de døde. Forældrene blev sendt ud af landsbyen. Det var jo så forfærdelig at gøre så da der for blev oprettet hjælpestationer rundt omkring af udenlandske organisationer blev der afleveret mange tvillingebørn og der. For en del år siden skulle der dryppes blod fra en sort hund i stolpehullerne, når man skulle bygge et nyt hus for at bringe held. Nu bruger de blod fra en gris eller ko. På hotelllerne var der som regel en engangstandbørste og tandpasta, en kam og et stykke sæbe. Det tog vi hver morgen med på turen og gav til nogle i stammelandsbyerne. |
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
Efter programmet skulle vi vandre til en anden etnisk landsby men den lokale guide foreslog, at vi i stedet kørte til den kinesiske grænse i Speciel Region nr. 4. Regionen er Burmesisk men fungerer som kinesisk og der betales med kinesiske penge. Det skulle være sikkert nok for tiden, der er uro en gang imellem og så bliver grænsen lukket så man ikke kan komme ud af regionen igen. Det ville jo ikke være så rart. Den lokale guide havde tjekket forholdene og det skulle være sikkert nok at køre derop. Der var ikke fuld tilslutning til turen, nogle ville gerne vandre til endnu en minoritetslandsby, som var planen, efter programmet. Det endte med, at begge ture blev gennemført. Jeg tog med på turen til den kinesiske grænse. Det lød spændende selv om det var en køretur på 4 timer hver vej på meget hullede veje. Det viste sig også at være en besynderlig oplevelse. Guiden skulle vide dagen før om vi ville af sted for han skulle have lavet en masse papirarbejde til de checkpoints vi skulle igennem. Først skulle vi tjekke ud af Kentung, hvor vi boede. Det skal alle udlændinge. Ved de mange tjekpoints undervejs, blev vi talt, så antallet stemte med det der var noteret i papirerne. Og betalt en afgift pr. person. Samme procedure på tilbageturen og tjekke ind i byen igen. I regionen er kasinospil tilladt. Kasinoerne er flyttet til dette område fra området ved Kyaning Tong, hvor vi boede. Her var det tidligere tilladt med kasino, men nu er det forbudt. Byen, vi besøgte lå helt op til den kinesiske grænse og bestod næsten kun af kasinoer. Alt i byen er kinesisk. Der er masser af store nye biler, som kun koster ca. 2500 $. Bilerne kører på kinesiske nummerplader. Vi var inde at kigge i et kasino, hvor vi ikke måtte fotografere. Det er mest kinesere, der kommer over grænsen for at spille. Ved et af bordene var mindste indsats 3000 $, d.v.s. mere end hvad en ny stor bil koster. Jeg kiggede på et spil hvor en mager, noget usselt udseende mand spillede. Han spillede måske for en anden. Han vandt et enormt beløb og proppede penge i lommer og poser. Det så ud som om han var ved at pakke sammen og gå men blev så grebet af det nye spil og pengene kom op af lommer og poser igen og satset og i løbet af 1 minut var alt tabt igen. Folk i lokalet kiggede noget på os. ”American” var der en der sagde. Vi blev spurgt om vi ville spille med men vi takkede vist meget klogt, nej. I byen er der et museum for udryddelse eller reduktion i brugen af narkotika. |
![]() ![]() |
|
Om formiddagen tager vi på markedet i Kyaing Tong. Her kommer de forskellige etniske grupper for at sælge deres produkter og købe deres daglige fornødenheder. Så et par templer og Buddha statuer mere samt et kæmpe træ plantet i år 1115, 340m højt, 11,9m i omkreds. Senere på dagen flyver vi igen med indenrigsflyet "kage-expressen" med et par mellemlandinger undervejs til Shan-staten og Inle-søen, som vi skulle ud at sejle på næste dag.
|
![]() ![]() ![]() |
|
Med bus mod syd til et af de helligste steder i Burma. Området var indtil for 15 år siden forbudt område for udlændinge på grund af guerillakrig. Kayin folket (Karen folket), som bor i dette område har i mange år kæmpet for selvstyre. Kyaikhtiyo er navnet på en lille pagode, der sidder på toppen af en stor, forgyldt ste, der balancerer på kanten af en klippe højt oppe på et bjerg. Det er et af Buddhas hår, der efter sigende er placeret inde i stupaen i en så fin balance, at det forhindrer stenen i at falde. At bestige bjerget til pagoden er en pilgrimsfærd, som buddhisterne gerne gør for at samle meritter til deres næste liv. Der var da også mange burmesere og munke på stedet. Vores hotel lå et godt stykke op af klippen. Det første stykke blev vi kørt i lastbil med vore kufferter. Resten af vej gik vi og en flok bærere stod klar til at transportere kufferterne. Lidt vildt at tage kufferterne med, for vi skulle kun være der en nat, men så tjente bærerne ikke de penge. En i gruppen var så fornuftig kun at tage en taske med det, hun skulle bruge deroppe, men med det resultat at den lille taske blev glemt i bussen. Vi skulle gå fra hotellet op til pagoden på toppen af bjerget, eller blive båret, hvis man var lidt magelig anlagt. Ved den gyldne kunne man kan købe bladguld og banke det på stenen, det vil bringe endnu mere lykke.
|
|
|
|
Så går det ned af bjerget igen. Vi kører videre med bussen og så giver det et ordentlig brag, og det ene bagdæk er eksploderet. Dagen efter skal chaufføren til busterminalen for at hente et nyt dæk, der er blevet sendt fra Yangon. Enten kunne de ikke købe et nyt dæk her hvor vi var eller måske havde chaufførerne ingen penge at betale med. Der var åbenbart ikke plads til dækket andre steder for det blev placeret ved en plads på bagsædet. Den dag min plads med god udsigt så jeg måtte sidde på et klapsæde på midtergangen. Dækket blev stående der resten af turen. Vi besøgte et kloster i en grotte. Det hængte masser af flagermus fra loftet og deres ekskrementer på jorden. Og man går jo med bare fødder i klostre, så det var lidt ulækkert. Der var en flok aber ved grotten. En i gruppen havde købt noget karamel med nødder i en pose. Han gik med det i hånden men pludselig løb en af aberne hen og hev posen ud af hånden af ham. Posen blev flået op og aberne spiste slikket. Da vi kom ud af grotten var mine sandaler blevet overspyttet med betelspyt. Ulækkert, så jeg gik hen til et bassin for at vaske sandaler og også flagermuselorterne af fødderne, men den lokale guide kom styrtende, for kvinder må ikke røre vandet i bassinet. Jeg måtte så klare mig med en vådserviet. Der blev brugt en masse vådservietter på turen. Hver gang vi havde været inde i et kloster eller et hus stod den lokale guide klar med servietter. Denne dag til frokost skulle vi spise traditionel Burmesisk mad. Heldigvis kun denne ene dag, for det smagte ikke godt, bare lugten var ubehagelig. Det var de tørrede fisk, som burmeserne spiser meget af. |
|
|
|
Meget af dagen blev tilbragt i bussen. Vi gjorde undervejs holdt ved en gummiplantage og et område med en kæmpebuddha, som man var i gang med at bygge. Buddhaen er i flere etager og med vinduer. Det lignede nærmest et tivoli. Ved vejen til området var der en lang række buddha-statuer. Som om, at man ikke kan få nok buddha'er og ikke stor nok! Vi besøgte også en kirkegård, hvor der ligger allierede soldater begravet. Dræbt under kampene i Burma under anden verdenskrig. |
![]() |
|
Vi kører til Bago, som var hovedstaden i det gamle Mon
rige, der i dets storhedstid strakte sig gennem det, der nu er Thailand og
Cambodia. I Bago besøgte vi den tusinde år gamle Shwemawdaw pagode, der er
en af de mest tilbedte pagoder i Burma. Her ser vi Den Liggende
Buddha/Shwethalyaund og de fire kæmpestore Buddha figurer, der sidder med
ryggen mod hinanden ved Kyaikpun pagoden. |
![]() ![]()
|
|
Sidste dag i Burma. Om formiddagen går vi
en tur rundt i Yangon. Her er gamle huse i kolonistil blandet nye højhuse.
mange af husene er jordslåede, det bliver de ret hurtigt på grund af den
store fugtighed og varme i regntiden. |