Burma/Myanmar

23. februar - 9. marts 2010

med Viktors Farmor 

 

Endnu engang - bedre sent end aldrig!
Denne gang havde jeg ellers en plan om, at få styr på feriebilleder og dagbog så snart jeg kom hjem, men sådan blev det heller ikke denne gang - faktisk er der gået hele 10 måneder siden, jeg kom hjem. Men heldigvis fik jeg skrevet lidt dagbog på turen og ud fra den og billederne dukker oplevelserne op igen.

Så her er billeder og notater fra den store oplevelse at besøge det ellers så lukkede land Burma.

Turen var egentlig planlagt til, at gå den modsatte vej rundt, men på grund af, at indenrigsruterne var blevet ændret, som de så ofte gør, fløj vi først op til Kyaing Tong ved kinesiske grænse.



Forskellige noter:

Strøm er der kun et par timer om morgenen og om aftenen.
Lyset går ud af og til så man skal altid have en lommelygte med.  Hoteller og forretninger har en generator,  som bruges når der bliver slukket for strømmen. Så vi skulle bade på bestemte tider hvis vi ville have et varmt bad. Hvis der da var varmt vand i hanerne for det var der ikke altid selv om der var strøm. Generatorerne larmer og oser udenfor husene. På et af hotellerne var generatoren lige uden for mit værelse, så det var umuligt at sove før kl. 23, hvor der blev slukket for den.  

Bilerne er gamle og importeres fra Thailand. Man kører i højre side af vejen men rattet sidder i høre side. I busserne er der en hjælpechauffør, der sidder i venstre side og holder øje med, hvornår der kan overhales.

Benzinen er rationeret. 4 liter pr. dag og koster ca. 3 kr./l. Det er prisen på de statsejede benzinstationer, som kun ligger i de større byer.
Derudover må der købes på det private marked og til en helt anden højere pris.

Man må ikke fotografere i lufthavne,offentlige bygninger,  militær, politi, offentlige benzinstationer.
Man må ikke nærme sig Aung San Suu Kyis hus og ikke tage billeder af huset, heller ikke på lang afstand. Dette var jo før hun blev løsladt fra sin husarrest, mon ikke det er anderledes nu, hvor hun er blevet løsladt?

At det også var forbudt at fotografere ambassader var jeg ikke opmærksom på, eller tænkte ikke lige på det,  før jeg og de andre i gruppen, på lang afstand, tog et foto af den amerikanske ambassade i Yangon. Det blev set af civile vagterog lokalguiden fik en påtale. Men vi beholdt billedet i kameraet.

Det er ikke turisten, der får en påtale, men den lokale guide. Det er guidens opgave, at fortælle turisterne om reglerne og bliver reglerne overtrådt, har guiden ikke gjort sit arbejde godt nok.
 





 

24. februar 2010 - ankomst til Yangon (tidligereRangoon)

Vi var en gruppe på 12 personer. Vi mødtes i Kastrup og fandt her ud af, hvem de fleste andre i gruppen var. Nogle kendte hinanden fra andre ture, der var også én jeg tidligere havde mødt på turen til Laos og Cambodia. Vores danske rejseleder Astri skulle vi først møde i lufthavne i Yangon, hvor hun bor. Alletiders rejseleder, som kunne fortælle meget om forholdene i Burma. I lufthavnen mødte vi også den ene af de lokale guider, som altid fulgte os. De lokale guider er meget veluddannede og taler godt engelsk. De fortæller også meget om landet - det, de må fortælle for der var sikkert meget, vi ikke fik fortalt.

Med i flyet fra Bangkok til Yangon var der en flok på omkring 20 unge mænd. De sad samlet, havde ingen håndbagage og så meget forskræmte ud. Vi snakkede om, at det lignede flygtede Burmesere , der var på vej retur fra Thailand. Det var det nok også. Vi kunne se, at de fik at vide af stewardesserne, lige inden landingen, at de skulle blive siddende. En i vores gruppe, spurgte en stewardesse hvad det var for nogle unge mænd. Stewardessen lod som om, at hun ikke kunne forstå hvad, der blev spurgt om. Det kunne hun nu godt, men det var vist ikke noget hun ville eller måtte svare på.

Efter den oplevelse blev jeg da endnu mere overbevist om, at der nok var overvågning og betjente og militær overalt. Det viste sig nu ikke at være tilfældet, i hvert fald ikke uniformerede. Men  overvågning var der, for hvis vi fotograferede og det blev set, fik lokalguiden en påtale. Ikke turisten men lokalguiden, som ikke havde fortalt, at det måtte vi ikke.

I lufthavnen i Yangon skulle vi gennem en række pulte, hvor pas, indrejsepapirer og visum blev tjekket og stemplet. De fleste af lufthavnsbetjentene var kvinder.

Vi besøger den enorme Shwedagon pagode, der er belagt med mange ton guld og 5448 diamanter og 2317 rubiner. I toppen er der en diamant, som man har beregnet til at være 76 karat eller 15 gram.

Pagoden er 100 m høj og 2500 år gammel. Som i alle pagoder skal man tage sko og strømper af ved indgangen.


fotos
 

 

 


 


Vi skal have vekslet så vi har penge til den næste uge, da der ikke bliver mulighed for at veksle i Kyaing Tong. Der er ingen banker i Burma, men pengebyttere og den lokale guide ved hvor man kan få vekslet til den bedste kurs. Han kommer tilbage med en stor pose penge. Den største pengeseddel er 1000 kyat, der svarer til 1 $ - ca. 5,50 kr. så det kræver en stor pung. Burmeserne køber ofte guld eller ædelstene for deres penge og skal de betale større beløb, er det ofte i dollars. De køber ikke guldbarrer men smykker, som de kan bære og andre kan se, hvor velhavende de er.

 




 

25. februar 2010 - Yangon - Kyaning Tong

Dagen foregår mest i luften med ”kage-ekspressen” som vi kaldte indenrigsflyet. Man får intet sædenummer, man sætter sig hvor man vil, flyet fungerer som en slags rutebil. Vi skulle til Kyaing Tong i den ”Gyldne trekant” på grænsen til Kina, Laos og Thailand. Vi havde vist 3 mellemlandinger undervejs og når flyet mellemlandede i lufthavne skulle vi blive siddende men løsne sikkerhedsselen. Selv om en tur måske kun tog 30-45 minutter blev der serveret et eller andet og som regel 2 kager og juice eller kaffe, derfor "kageexpressen". Efter 4 ture havde man fået kager nok.
For at huske hvor vi havde mellemlandet tog jeg et foto af lufthavnen, eller de første 2, så kom jeg i tanker om at det jo var forbudt at fotografere i lufthavne. Jeg sad på 2. række og en stewardesse sad for enden af midtergangen under landingen. Jeg blev lidt svedig for havde hun set det! Men der skete ikke noget. 

Kyaing Tong var forbudt område for udlændinge frem til midten af halvfemserne. Dengang blev stedet forbundet med narkotikahandel, guerillakrig. I området er der mange farverige etniske minoritetsgrupper. Der er indgået våbenhvile mellem militærregeringen og de fleste etniske oprørsgrupper i området, men det er stadig ikke tilladt for udlændinge at overnatte ude i landsbyerne. Så de næste 3 dage, hvor vi skal vandre ud til landsbyerne, hvor de etniske minoritetsgrupper bor, tager vi tilbage til hotellet.


fotos
 





 









 


26. februar 2010 - Besøg i minoritetslandsby


Vi skulle besøge 2 landsbyer, hvor der bor folk fra den etniske gruppe Akha. Vi kørte den første del i bus og gik den sidste del op til landsbyerne. På køreturen skulle vi passere flere checkpoints hvor der skulle afleveres en liste med alle personer og betales et beløb pr. person.

De etniske grupper har deres egen specielle klædedragt, sprog og skikke. De dyrker højlandsris og grøntsager ved svedjebrug d.v.s. træer og beplantning brændes af, asken gøder jorden og næste år brænder man et nyt stykke land af.

I programmet for turen stod, at vi skulle tage ting med som gave og noget de manglede, bl.a. papir og blyanter. Jeg havde taget en del papir, blyanter og spritpenne også lidt slik med og tog en del af det med til landsbyen.

Jeg havde ikke taget så meget med, da der var skoleferie, så det var bedre, at gemme til senere. Det kom jeg til at fortryde, for på vejen op til landsbyen kom vi forbi en børnehave. Jeg har mange gange fortrudt, at de ikke fik alt papir og blyanter i børnehaven. De kunne virkelig have haft gavn af tingene. Helt anderledes end børnene i en landsby, som vi besøgte et par dage senere. De var analfabeter og vidste ikke hvad papir var.

Den lokale guide havde spurgt i landsbyen om vi måtte komme og hvad de manglede. Vi måtte gerne komme og det de manglede mest var sæbe, vaskepulver og panodiler. Det havde guiden købt for penge vi havde indbetalt. Der var nogle mænd med til at slæbe gaverne og vores frokost. Desuden havde den lokale guide meget forskelligt medicin i sin taske så han kunne hjælpe med medicin for forskellige sygdomme.

Det var et mareridt at uddele papir og blyanter for bedst som man troede, at der var nok til de få stykker, der stod omkring så myldrede det frem fra alle sider med børn, der strakte deres beskidte hænder frem.

 I de 2 landsbyer havde de ingenting, som de ville sælge til os. Kun en gammel kvinde havde et par beskidte benvarmere og en lige så beskidt hue, som hun ville sælge.

Metallet på kvindernes hue og smykkerne er sølv, familiens formue. Kvinderne sover med huen på. I huen er der monteret en nål eller kløpind. Den kan de stikke op under huen og klø med.

Udenpå den korte nederdel har kvinderne et forklæde eller taske. Den er lidt tung på grund af perlerne. Formålet med forklædet er, at holde nederdelen nede så den ikke blæser op af vinden. De har nemlig ingen underbukser på under nederdelen. Det minder lidt om den skotske kilt med en taske foran og det siges jo, at de heller ikke har underbukser på!

Vi var så ”heldige” at der var forberedelse til en begravelse i landsbyen. Manden, der var død, var 88 år gammel og han var død for et par dage siden. Begravelsen skulle først være om nogle dage, da slægtninge fra andre landsbyer skulle nå frem. Den dag vi var der, blev kisten hugget ud af en træstamme og som form af en båd. Der var også blevet slagtet en gris til festen for hele landsbyen. En shaman fra nabolandsbyen var kommet og sad og messede hele tiden.

Vi blev inviteret inden for i huset, hvor den døde man havde boet. Man skal altid tage sko og strømper af. På turen blev der uddelt store mængder vådservietter, som vi tørre fødderne med når vi skulle have skoene på igen.

Jeg blev inviteret på te. Jeg var nu lidt bange for at drikke vandet, men det ville være uhøfligt at sige nej tak. Vandet var nu også kogende så bakterierne var sikkert dræbt og det gav da heller ingen problemer. Så jeg sad og drak te sammen med mændene mens den døde lå indpakket ved siden af!

I denne minoritetsgruppe kan et par må kun blive gift med hinanden hvis de ikke er beslægtede 7 generationer tilbage. En ung mand får 1 måned til at søge sig en kone rundt omkring i nabolandsbyerne. Når hun og familien har accepteret følges de sammen til fester inden de flytter sammen for en tid. Når hun er blevet gravid går hendes familie til hans landsby og kræve, at han skal vedstå, han er faderen. Først da bliver de gift og pigen følger med manden til hans familie. De 2 første sølvmønter til huen får hun af manden. Mønterne sys i huen foran på  huen og hænger ned i panden.

Mænd og kvinder sover adskilt. Hvis kvinden vil have besøg af manden, laver de en aftale og hun sætter en kvist under stedet hvor hun sover. Manden tager kvisten og stikker op gennem bambus gulvet. Hun kommer ned og de går til elskovshuset, der ligger lidt afsides.

Hvis den 1. kone ikke får en dreng ud af 3 børn må manden gifte sig egen. Det er kvinden, der vælger kone nr. 2. Hvis den anden kone heller føder en dreng ud af 3 børn må manden gifte sig en tredje og sidste gang. Den 3. og sidste kone vælges af de to første koner.

Indtil for 30 år siden blev handicappede og tvillingebørn dræb. Man mente, at de var forheksede og forældrene skulle stene og stikke i dem indtil de døde. Forældrene blev sendt ud af landsbyen. Det var jo så forfærdelig at gøre så da der for blev oprettet hjælpestationer rundt omkring af udenlandske organisationer blev der afleveret mange tvillingebørn og der.

For en del år siden skulle der dryppes blod fra en sort hund i stolpehullerne, når man skulle bygge et nyt hus for at bringe held. Nu bruger de blod fra en gris eller ko. 

På hotelllerne var der som regel en engangstandbørste og tandpasta, en kam og et stykke sæbe. Det tog vi hver morgen med på turen og gav til nogle i stammelandsbyerne.

fotos
filmklip hvor børnehavebørnene synger (152.700 Mb)

 





 


27. februar 2010 - Til den kinesiske grænse

Efter programmet skulle vi vandre til en anden etnisk landsby men den lokale guide foreslog, at vi i stedet kørte til den kinesiske grænse i Speciel Region nr. 4. Regionen er Burmesisk men fungerer som kinesisk og der betales med kinesiske penge.

Det skulle være sikkert nok for tiden, der er uro en gang imellem og så bliver grænsen lukket så man ikke kan komme ud af regionen igen. Det ville jo ikke være så rart. Den lokale guide havde tjekket forholdene og det skulle være sikkert nok at køre derop.

Der var ikke fuld tilslutning til turen, nogle ville gerne vandre til endnu en minoritetslandsby, som var planen, efter programmet. Det endte med, at begge ture blev gennemført. Jeg tog med på turen til den kinesiske grænse. Det lød spændende selv om det var en køretur på 4 timer hver vej på meget hullede veje.

Det viste sig også at være en besynderlig oplevelse.

Guiden skulle vide dagen før om vi ville af sted for han skulle have lavet en masse papirarbejde til de checkpoints vi skulle igennem. Først skulle vi tjekke ud af Kentung, hvor vi boede. Det skal alle udlændinge. Ved de mange tjekpoints undervejs, blev vi talt, så antallet stemte med det der var noteret i papirerne. Og betalt en afgift pr. person. Samme procedure på tilbageturen og tjekke ind i byen igen.

 I regionen er kasinospil tilladt. Kasinoerne er flyttet til dette område fra området ved Kyaning Tong, hvor vi boede. Her var det tidligere tilladt med kasino, men nu er det forbudt.

Byen, vi besøgte lå helt op til den kinesiske grænse og bestod næsten kun af kasinoer. Alt i byen er kinesisk. Der er masser af store nye biler, som kun koster ca. 2500 $. Bilerne kører på kinesiske nummerplader.

Vi var inde at kigge i et kasino, hvor vi ikke måtte fotografere. Det er mest kinesere, der kommer over grænsen for at spille. Ved et af bordene var mindste indsats 3000 $, d.v.s. mere end hvad en ny stor bil koster. Jeg kiggede på et spil hvor en mager, noget usselt udseende mand spillede. Han spillede måske for en anden. Han vandt et enormt beløb og proppede penge i lommer og poser. Det så ud som om han var ved at pakke sammen og gå men blev så grebet af det nye spil og pengene kom op af lommer og poser igen og satset og i løbet af 1 minut var alt tabt igen.

Folk i lokalet kiggede noget på os. ”American” var der en der sagde. Vi blev spurgt om vi ville spille med men vi takkede vist meget klogt, nej.

I byen er der et museum for udryddelse eller reduktion i brugen af narkotika.

fotos
 





 


28. februar 2010 - Besøg i minoritetslandsbyer

Denne dag skulle vi igen vandre ud til en landsby, hvor minoritetsgruppen An-folket bor.

De mødte de første andre mennesker for 30 år siden. I den ene landsby har intet skriftsprog, al viden overføres mundtligt. Børnene går ikke i skole. Men jeg havde jo fyldt rygsækken med papir og blyanter. Igen ærgrede jeg mig over, ikke at de havde fået det hele med til  børnehaven, vi besøgte for et par dage siden. På den anden side kunne de jo så se, at der var noget, det hed papir og se at det var noget man kunne skrive på. Jeg viste også nogle af børnene hvordan man skriver på papiret men det virkede vist ikke ret meget for meget af papiret blev revet i stykker og smidt op i luften.

Det var også et mareridt at uddele, for bedst som jeg troede, at der var nok til de børn, der var omkring mig så myldrede det frem fra alle sider med børn, der strakte deres beskidte hænder frem.

Kvinderne syr mange ting. Stoffet farver de med plantefarve, men farverne bliver ikke fikseret, så de falmer og mister meget af farven i vask. 

Én gang om året og ved fuldmåne holdes der en fertilitets festival hvor unge og gifte, der ikke har fået børn undervises. I det hellige hus trommes på trommen. Det er kun mænd, der må slå på trommen. En shaman kalder ånderne frem. Der ofres en ko. På en plads udenfor er der praktisk undervisning i hvordan man får børn! 

Når de er gifteklare skal de have sort tænder. Det får de ved at tygge betelnødder og ved at brænde betelnødder og blade i et bål og samle røgen i en ske, der bliver holdet over bålet. Denne ”creme” bliver smurt på tænderne.

Hvis risen ikke vil gro satte man for indtil 1970, et menneskehoved på en stang, i rismarken. Nu bruges et ko hoved.

En mands status afhænger af hvor mange børn han har, og hvor meget ris han dyrker.

På vejen ned fra landsbyen var vi ved at blive svedet af, da man var i gang med at brænde land af til næste dyrkning (svedjebrug). Vi så flere gange om aftenen, at der blev brændt af oppe i bjergene.

fotos
filmklip af kvinde, der syr (46.400 Mb)
 


 



 


1. marts 2010 - Kyaing Tong - Inle-søen

Om formiddagen tager vi på markedet i Kyaing Tong.  Her kommer de forskellige etniske grupper for at sælge deres produkter og købe deres daglige fornødenheder.

Så et par templer og Buddha statuer mere samt et kæmpe træ plantet i år 1115, 340m højt, 11,9m i omkreds.

Senere på dagen flyver vi igen med indenrigsflyet "kage-expressen" med et par mellemlandinger undervejs til Shan-staten og Inle-søen, som vi skulle ud at sejle på næste dag.

fotos
 


 

 

 





 


2. marts 2010 - Inle-søen

Vi sejler ud på Inle søen med de flydende haver. Søen er 22 km lang og 10 km bred på det bredeste sted og ligger i ca. 800 meters højde. Vanddybden er mellem 2 og 4 meter. Men i den periode, hvor jeg var der, var der en meget lav vandstand fordi, det ikke havde regnet så meget i den sidste regntid.

Der bor ca. 70.000 mennesker i ca. 50 landsbyer.
Husene er bygget på pæle og al transport foregår med båd. På søen bruges en meget speciel ro-teknik, leg rowing, hvor man står op og ror, med åren holdt fast om det ene ben.

Øerne laves ved, at man banker store bambusstolper ned i havbunden og samler mudder fra søbunden og bygger den nye ø op omkring stolperne. I regntiden hvor vandet stiger, hæver øen sig op ad stolperne. Øerne bliver derfor ikke oversvømmet så man kan dyrke i haverne hele året.
Nogle af øerne er blev bundfaste og bliver oversvømmet i regntiden. 

Der bliver dyrket forskellige afgrøder på øerne og på skift holdt marked på øerne. Så kommer beboerne sejlende fra de andre øer med deres produkter.

Søen er kendt for sit silkevæveri. De producerer ikke selv silken, men importerer fra Kina. Men som det eneste sted i Burma bruger de også tråde fra Lotus planten til at væve med. Silken bliver også farvet og her er der ikke nogen miljøhensyn.

I væveriet sidder også nogle af de langhalsede kvinder eller girafkvinder og væver. Pigerne får de første ringe om halsen når de kommer i puberteten. Skikken er ikke meget brugt mere. En del kvinder får stadig ringe om halsen, det er for at tjene penge på ved at vise sig frem for turister.

Vi besøgte også et kloster på søen er kendt for sine Jumping cats. Man har trænet katte i at hoppe gennem ringe. 

Vi så en del vandbøfler i søen. Bøflerne bliver brugt til markarbejde men ikke alle har råd til at have en vandbøffel. Der er nogle, der tjener penge på at leje sine vandbøfler ud. Så kan man leje en bøffel for en dag eller længere for at få lavet markarbejdet.

fotos
filmklip af kvinde, der farver stof (46,6 Mb)

 

 




 


3. marts 2010 - Inle-søen - Yangon

Vi havde formiddagen til fri disposition, lave ingenting kunne vi jo ikke, så vi måtte finde på et eller andet. Vores lokale guide tog med på en cykeltur uden for byen. Vi lejede cykler og fik dem så nogenlunde indstillet, ikke alle sadler kunne flyttes og bremserne virkede ikke lige godt.  

Men afsted kom vi og kom ud til en samling huse og børnene stimlede sammen for at blive fotograferet.

Her var man i gang med at plante ris. Risplanterne var blevet sået tæt og skulle nu plantes ud. Planterne blev samlet i bundter og plantet ud på markerne.

Senere på dagen skulle vi igen med "kageexpressen" tilbage til Yangon. 

På vej til lufthavnen var vi inde på en papir- og paraplyfabrik. Papiret laves af bark fra morbærtræet. Her laves bl.a. de røde paraplyer eller parasoller som munkene bruger.

Vi vidste ikke hvornår vi skulle lande i Yangon for det afhang af hvor mange mellemlandinger der skulle være. Og der var flyveture nok til at vi fik dagens kage og sukkerbehov dækket så rigelig.

Tilbage igen til storbyen og vores hotel i Yangon hvor der var bryllupsreception.

fotos
filmklip med lyden af vindklokker (39 Mb)




 




 


4. marts 2010 - Kyaikhtiyo og den Gyldne Sten

Med bus mod syd til et af de helligste steder i Burma. Området var indtil for 15 år siden forbudt område for udlændinge på grund af guerillakrig.

Kayin folket (Karen folket), som bor i dette område har i mange år kæmpet for selvstyre.

Kyaikhtiyo er navnet på en lille pagode, der sidder på toppen af en stor, forgyldt ste, der balancerer på kanten af en klippe højt oppe på et bjerg. Det er et af Buddhas hår, der efter sigende er placeret inde i stupaen i en så fin balance, at det forhindrer stenen i at falde. At bestige bjerget til pagoden er en pilgrimsfærd, som buddhisterne gerne gør for at samle meritter til deres næste liv. Der var da også mange burmesere og munke på stedet.

Vores hotel lå et godt stykke op af klippen. Det første stykke blev vi kørt i lastbil med vore kufferter. Resten af vej gik vi og en flok bærere stod klar til at transportere kufferterne. Lidt vildt at tage kufferterne med, for vi skulle kun være der en nat, men så tjente bærerne ikke de penge. En i gruppen var så fornuftig kun at tage en taske med det, hun skulle bruge deroppe, men med det resultat at den lille taske blev glemt i bussen.

Vi skulle gå fra hotellet op til pagoden på toppen af bjerget, eller blive båret, hvis man var lidt magelig anlagt. Ved den gyldne kunne man kan købe bladguld og banke det på stenen, det vil bringe endnu mere lykke.

fotos
 


 


 


 


5. marts 2010 - Moulmein

Så går det ned af bjerget igen. Vi kører videre med bussen og så giver det et ordentlig brag, og det ene bagdæk er eksploderet. Dagen efter skal chaufføren til busterminalen for at hente et nyt dæk, der er blevet sendt fra Yangon. Enten kunne de ikke købe et nyt dæk her hvor vi var eller måske havde chaufførerne ingen penge at betale med. Der var åbenbart ikke plads til dækket andre steder for det blev placeret ved en plads på bagsædet. Den dag min plads med god udsigt så jeg måtte sidde på et klapsæde på midtergangen. Dækket blev stående der resten af turen.

Vi besøgte et kloster i en grotte. Det hængte masser af flagermus fra loftet og deres ekskrementer på jorden. Og man går jo med bare fødder i klostre, så det var lidt ulækkert.

Der var en flok aber ved grotten. En i gruppen havde købt noget karamel med nødder i en pose. Han gik med det i hånden men pludselig løb en af aberne hen og hev posen ud af hånden af ham. Posen blev flået op og aberne spiste slikket.

Da vi kom ud af grotten var mine sandaler blevet overspyttet med betelspyt. Ulækkert, så jeg gik hen til et bassin for at vaske sandaler og også flagermuselorterne af fødderne, men den lokale guide kom styrtende, for kvinder må ikke røre vandet i bassinet. Jeg måtte så klare mig med en vådserviet. Der blev brugt en masse vådservietter på turen. Hver gang vi havde været inde i et kloster eller et hus stod den lokale guide klar med servietter.

Denne dag til frokost skulle vi spise traditionel Burmesisk mad. Heldigvis kun denne ene dag, for det smagte ikke godt, bare lugten var ubehagelig. Det var de tørrede fisk, som burmeserne spiser meget af.

fotos
 

 


 


6. marts 2010 - Thanbyusayat

Meget af dagen blev tilbragt i bussen. Vi gjorde undervejs holdt ved en gummiplantage og et område med en kæmpebuddha, som man var i gang med at bygge. Buddhaen er i flere etager og med vinduer. Det lignede nærmest et tivoli. Ved vejen til området var der en lang række buddha-statuer. Som om, at man ikke kan få nok buddha'er og ikke stor nok! Vi besøgte også en kirkegård, hvor der ligger allierede soldater begravet. Dræbt under kampene i Burma under anden verdenskrig.

fotos
 


 


7. marts 2010 - Moawlamyine og nordpå

Vi sejlede en tur ved Moawlamyine og skulle have været i land på en af øerne men der var lavvande, så vi kunne ikke finde et sted at lægge til land. Senere sejlede vi over til en lille ø, hvor der kun er et munkekloster. I et aflåst kapel ligger en balsameret munk.
Undervejs nordpå spiste vi frokost, og mens vi sad i restauranten kom der et optog forbi. Lastbiler fyldt med drenge/piger og mænd/kvinder, der skulle i kloster dagen efter. På lastbilerne var der højttalere, hvorfra der lød høj musik og sang. Dagen før de skal i kloster, for kortere eller længere tid, holdes der fest.
Denne nats hotel var et stort lukket område langt ude på landet. Det var ikke så langt fra Yangon og det er et sted de rige fra Yangon tager på ferie eller weekendophold. Der var en dyrepark, men det var nu ikke en behagelig oplevelse. Dyrene havde ikke ret meget plads, at røre sig på og så ikke ud til at blive passet særlig godt.

fotos
filmklip af optog med munke (62 Mb)
 


 


 


8. marts 2010 - Bago

Vi kører til Bago, som var hovedstaden i det gamle Mon rige, der i dets storhedstid strakte sig gennem det, der nu er Thailand og Cambodia. I Bago besøgte vi den tusinde år gamle Shwemawdaw pagode, der er en af de mest tilbedte pagoder i Burma. Her ser vi Den  Liggende Buddha/Shwethalyaund og de fire kæmpestore Buddha figurer, der sidder med ryggen mod hinanden ved Kyaikpun pagoden.
På vej mod Yangon besøger vi endnu en kirkegård, hvor 27000 allierede soldater fra kampene i Burma under anden verdenskrig, ligger begravet.

fotos
 


 

 


9. marts 2010 - Yangon

Sidste dag i Burma. Om formiddagen går vi en tur rundt i Yangon. Her er gamle huse i kolonistil blandet nye højhuse. mange af husene er jordslåede, det bliver de ret hurtigt på grund af den store fugtighed og varme i regntiden.
Vi tog billeder af husene og tog også billede af den amerikanske ambassade, på nogen afstand, men vi blev opdaget af en civil vagt. vi vidste godt, at man ikke må fotografere offentlige bygninger, men havde glemt det eller tænkte ikke over, at en ambassade, er en "forbudt" bygning. Vores lokale guide blev kaldt over og fik en påtale. Ubehageligt for os, for det er ham, det går ud over, ikke turisterne. Det er ham, der ikke har informeret os ordentligt.
På gaden var der flere steder et bord med mange telefoner, og de var ikke til salg. Man Burmesere har mobiltelefon, men det er enormt dyrt at ringe fra mobiltelefonen, så man ringer fra telefonerne på gaden. Det koster mange tusind kroner for en udlænding, at købe en mobiltelefon i Burma.
På gaderne var der boder, hvor man kunne købe mad til duerne, som der var masser af. Man gør en god gerning hvis man køber korn til duerne og fodrer dem.
Sidst på dagen var det så afgang til lufthavnen og hjem til det kolde Danmark. Mon sneen stadig lå der, når vi kom hjem? Det anede vi ikke, heller ikke hvad der ellers var sket i de sidste 2 uger, da det jo ikke havde været muligt, at bruge mobiltelefonen og internettet var håbløst at komme ind på.

  fotos
 


send mig en e-mail tilbage til forsiden